Isak, Abrahams søn der jo altså ikke blev ofret, giftede sig med Rebekka, en kvinde som Abrahams træl på hans ordre havde hentet fra Kaldæa. Hun var barnebarn af Nakor, Abrahams bror. Hun blev gravid med tvillinger.Men da børnene sloges inde i hende, sagde hun: »Hvorfor er dette sket mig?« Og hun gik hen for at spørge Herren til råds. Herren svarede hende: »To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste.« Da tiden kom, og hun skulle føde, viste det sig, at der var tvillinger i hendes liv. Den, der kom først ud, var rød og lodden over det hele som en kappe. Ham gav de navnet Esau. Derefter kom hans bror ud; hans hånd holdt fast om Esaus hæl. Ham gav de navnet Jakob.
Da drengene blev større, var Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob boede i telt. Engang da Jakob havde kogt en ret mad, og Esau kom udmattet hjem, sagde Esau til Jakob: »Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde du har dér, for jeg er udmattet.« Men Jakob svarede: »Ikke før du sælger mig din førstefødselsret.« Da solgte Esau sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob ham brød og en portion linser; Esau spiste og drak og gik derefter sin vej. Og sådan viste Esau ringeagt for sin førstefødselsret.
Da Isak var blevet gammel og hans øjne så svage, at han ikke kunne se, kaldte han sin ældste søn Esau til sig og sagde til ham: »Min søn! Jeg er gammel, jeg ved ikke, hvad dag jeg skal dø. Tag nu og jag noget vildt til mig. Jeg vil spise det, så jeg kan velsigne dig, før jeg dør.«
Rebekka hørte Isak tale med Esau, og da Esau var gået sagde hun til Jakob: »Hør nu, hvad jeg giver dig besked om, min søn! Gå ud til småkvæget, og hent to fine gedekid til mig; så vil jeg lave din fars livret af dem. Den skal du bringe din far, så han kan spise og velsigne dig, før han dør.« Jakob sagde: »Jamen min bror Esau er jo lodden, og jeg er glat. Tænk nu, hvis min far føler på mig! Han vil anse mig for en bedrager, og så bringer jeg en forbandelse over mig i stedet for en velsignelse.«
Hans mor svarede ham: »Gør nu, som jeg siger.« Derpå tog Rebekka sin ældste søn Esaus festklæder frem, som hun havde hos sig, og gav sin yngste søn Jakob dem på. Skindene fra gedekiddene lagde hun om hans arme og hans glatte hals. Så gav hun sin søn Jakob maden og brødet, hun havde lavet.
Han gik ind til sin far og sagde: »Far!« Han sagde: »Ja, hvem er du, min søn?« Jakob svarede sin far: »Jeg er Esau, din førstefødte. Jeg har gjort, som du sagde til mig. Sæt dig nu op, og spis af min vildtret, så du kan velsigne mig.« Så sagde Isak til Jakob: »Kom herhen, min søn, så jeg kan føle på dig, om du virkelig er min søn Esau eller ej.« Jakob gik hen til sin far Isak, som følte på ham og sagde: »Stemmen er Jakobs, men hænderne er Esaus; Er du virkelig min søn Esau?« spurgte han, og Jakob svarede: »Ja, jeg er.« Så sagde han: »Sæt maden frem for mig, så jeg kan spise af min søns vildtret og velsigne dig.«
Så satte Jakob det frem for ham, og han spiste. Han bragte ham vin, og han drak den. Derpå sagde hans far Isak til ham: »Kom herhen, og kys mig, min søn.« Han gik hen og kyssede ham, og da Isak lugtede til hans klæder, velsignede han ham og sagde: »Se, lugten af min søn er som lugten af en mark, Herren har velsignet. Gud give dig himlens dug og jordens frugtbarhed, korn og vin i overflod. Folkeslag skal trælle for dig, folk skal kaste sig ned for dig; du skal være hersker over dine brødre, din mors sønner skal kaste sig ned for dig. Forbandet være de, der forbander dig, og velsignet være de, der velsigner dig.«
Da Isak var færdig med velsignelsen, og da Jakob netop havde forladt sin far, kom hans bror Esau hjem fra jagten. Han lavede også en ret og bragte den til sin far og sagde til ham: »Vil du ikke sætte dig op og spise af din søns vildtret, så du kan velsigne mig?« Isak spurgte: »Hvem er du?« Og han svarede: »Jeg er Esau, din førstefødte søn.« Da blev Isak ude af sig selv af forfærdelse og udbrød: »Hvem var det så, der bragte mig det vildt, han havde jaget? Før du kom, spiste jeg af det og velsignede ham. Nu har han fået velsignelsen!«
Da Esau hørte, hvad hans far sagde, udstødte han et højt og hjerteskærende skrig og sagde til sin far: »Velsign også mig, far!« Men Isak sagde: »Din bror kom med svig og tog din velsignelse.« Esau sagde: »Med rette hedder han Jakob, for nu er det anden gang, han bedrager mig; han tog min førstefødselsret, og nu har han også taget min velsignelse.« Så spurgte han: »Har du ikke gemt en velsignelse til mig?« Isak svarede: »Jeg har gjort ham til hersker over dig, og alle hans brødre har jeg gjort til trælle for ham; korn og vin har jeg skænket ham. Hvad kan jeg dog gøre for dig, min søn?« Esau sagde til sin far: »Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig, far!« Og Esau brast i gråd.
Da sagde hans far Isak til ham: »Fjernt fra jordens frugtbarhed skal din bolig være og fjernt fra himlens dug foroven. Ved dit sværd skal du leve, og for din bror skal du trælle. Men engang skal du rive dig løs og kaste hans åg af din nakke.«
Esau stræbte Jakob efter livet på grund af den velsignelse, hans far havde givet. Men Rebekka fik at vide, hvad hendes ældste søn Esau tænkte, og hun sendte bud efter Jakob og sagde til ham: »Hør her! Din bror Esau vil slå dig ihjel. Gør nu, som jeg siger, min søn; flygt med det samme til min bror Laban i Karan, og bliv hos ham et stykke tid, indtil din brors vrede har lagt sig,
Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned.
1 Mos 25-30
Ingen kommentarer:
Send en kommentar