Juledag - Guds Søn

Glædelig Jul. I dag er det Jesu fødselsdag! Apostelen Johannes fortæller om det lys, der er kommet til verden. Verdens lys, Jesus Kristus Guds enbårne søn.
 

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.
     Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
      Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.
Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Joh 1,1-18

Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn. Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.

Åb 22,12-16

4. søndag i advent - 24. december - Jesu fødsel

Kort tid efter at Elizabeths søn, Johannes - der blev kendt som Johannes Døberen - var blevet født, rejste Maria hjem til Nazaret igen. Men Jesus, hendes og Guds søn, skulle ikke fødes der.

“Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
      I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:

Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!

Og da englene havde forladt dem og var vendt tilbage til himlen, sagde hyrderne til hinanden: »Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os.« De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben. Da de havde set det, fortalte de, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn, og alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem; men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem. Så vendte hyrderne tilbage og priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, sådan som det var blevet sagt til dem.
     Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.” 

Luk 2,1-21

Lørdag i 4. uge i advent - De vise mænd

De hellige tre konger blev ledt på vej af en stjerne, da de ville finde det nyfødte konge. Deres gaver er symboler på rigdom, skønhed og renhed.

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.«
      Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matt 2,1-12

Fredag i 4. uge i advent - Joset

Biblen fortæller ikke ret meget om Josef, men fra Mattæus og Lukasevangelierne ved vi at han var tømrer, en god og retfærdig mand, som nedstammede fra kong David og Abraham.

Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand Josef var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte på dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: »Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru; for det barn, hun venter, er undfanget ved Helligånden. Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.«
Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel« — det betyder: Gud med os. Da Josef var vågnet op af søvnen, gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru.
  

 Matt 1,18-25

4. uges ideer

Torsdag i 4. uge i advent - Johannes Døberen

Johannes Døberen fortæller om den nye frelsers komme og lover et nyt liv til alle der får deres synder tilgivet.

Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn. Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne! - således trådte Johannes Døber frem i ørkenen og prædikede omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Og hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere drog ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Johannes gik klædt i kamelhår og havde et læderbælte om livet, og han levede af græshopper og vildhonning. Og han prædikede: »Efter mig kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse hans skorem. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånden.« I de dage skete det, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan. Straks da han steg op af vandet, så han himlene flænges og Ånden dale ned over sig som en due; og der lød en røst fra himlene: »Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag!«
Straks efter drev Ånden ham ud i ørkenen. Og i fyrre dage var han i ørkenen og blev fristet af Satan; han levede blandt de vilde dyr, og englene sørgede for ham.Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: »Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!«

Mark 1,1-15

“Men han sagde til dem alle: »Jeg døber jer med vand; så kommer han, som er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at løse hans skorem. Han skal døbe jer med Helligånden og ild”

Onsdag i 4. uge i advent - Maria og englen Gabriel

23 - Mariæ bebudelse

Jomfru Maria var i familie med Elisabeth, Johannes Døberens mor. Hun vidste ikke at engelen Gabriel havde lovet hende et barn.

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

Luk 1,26-38

Tirsdag i 3. uge i advent - Zakarias

    Mens Herodes var konge over Judæa, levede der en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. De var begge fromme mennesker og levede efter Guds vilje Men de var barnløse, og de var begge gamle.

    Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«
    Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.« Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«
    Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum. Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid. ...
    Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.« De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig. I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.
(Her kan man stoppe)
    Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.

Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

(Luk 1,5-25; 57-63; 64-80)

Mandag i 3. uge i advent - Jonas og hvalen

Vi hører ikke meget om Jonas i Bibelen. Han levede på kong Amasjas tid og Amasja var den 9. konge efter Rigets deling.

Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn: »Rejs til den store by Nineve, og råb ud over den, at jeg har opdaget deres ondskab.« Men Jonas ville flygte bort fra Herren. Han tog ned til Jafo, hvor han fandt et skib, der skulle til Tarshish. Han betalte, hvad det kostede, og så gik han om bord for at sejle med dem til Tarshish, bort fra Herren.
Men Herren sendte en stærk storm over havet, så skibet var ved at blive slået til vrag. Søfolkene var bange og råbte om hjælp til hver sin gud. De kastede lasten over bord for at lette skibet. Jonas havde lagt sig nederst i skibet og var faldet i en dyb søvn. Kaptajnen kom ned til ham og sagde: »Hvorfor ligger du her og sover? Stå op og råb til din Gud! Så vil han måske huske på os, så vi ikke omkommer.« Folkene sagde til hinanden: »Lad os kaste lod og finde ud af, hvem der er skyld i, at denne ulykke har ramt os.« De kastede lod, og loddet faldt på Jonas. De sagde til ham: »Hvad laver du her, og hvor kommer du fra? Hvilket land og folk hører du til?« Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himlens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« Da blev mændene grebet af stor frygt og sagde til ham: »Hvad er det, du har gjort? Hvad skal vi gøre ved dig, så vi kan få havet til at falde til ro?« spurgte de, for havet blev mere og mere oprørt. Han svarede: »Tag mig og kast mig i havet, så får I det til at falde til ro. Jeg ved godt, at det er min skyld, at denne orkan er kommet over jer.« Mændene prøvede nu at ro ind til land, men de kunne ikke, for havet blev mere og mere oprørt. Så råbte de til Herren: »Ak, Herre, lad os ikke omkomme for denne mands død! Bring ikke uskyldigt blod over os!« Så tog de Jonas og kastede ham i havet, og havet holdt op med at rase. Herren befalede en stor fisk at sluge Jonas, og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter. Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud.

 I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig.
Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig.
Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se?
Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved.
Jeg var kommet ned til bjergenes rødder, jordens porte var for evigt slået i bag mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven.
Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel.
De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig.
Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!

Så sagde Herren til fisken, at den skulle kaste Jonas op på landjorden.
Derefter kom Herrens ord for anden gang til Jonas: »Rejs til den store by Nineve, og råb det, jeg befaler dig, ud over den.« Jonas rejste så til Nineve, som Herren havde befalet. Da Jonas var kommet ind i byen, råbte han: »Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!« Mændene i Nineve troede Gud på hans ord; de udråbte en faste, og både store og små klædte sig i sæk. Da Gud så, at de vendte om fra deres onde vej, fortrød han og bragte ikke den ulykke over dem, som han havde truet dem med.
     Da blev Jonas meget vred. Han bad til Herren: »Ak, Herre, var det ikke det, jeg sagde, da jeg endnu var i mit land! Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken. Herre, tag nu mit liv, for jeg vil hellere dø end leve.« Herren sagde: »Har du ret til at være vred?« Så gik Jonas ud af byen og slog sig ned øst for den. Gud Herren befalede så en olieplante at skyde op over Jonas, så den kunne skygge for hans hoved og befri ham for hans mismod, og Jonas glædede sig meget over olieplanten.
     Men da det blev lyst næste morgen, befalede Gud en orm at gnave i olieplanten, så den visnede. Og da solen stod op, befalede Gud en gloende østenvind at komme, og solen stak Jonas i hovedet, så han var ved at besvime. Han bad om at måtte dø og sagde: »Jeg vil hellere dø end leve.« Da sagde Gud til Jonas: »Har du ret til at være vred over olieplanten?« Han svarede: »Jeg har ret til at være dødeligt vred.« Da sagde Herren: »Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker foruden en mængde dyr?«

Jonas' bog kap 1-4

3. søndag i advent - Esjas og hans profetier

Efter Salomos død blev Israel delt i to, og kun Judas hus havde nu en af Davids efterkommere på tronen. Hizkija var den 13. af Judas konger, og på hans tid levede Esajas, en stor profet. Han forudså Jesu komme.

"I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!« Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.« Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!« Så sagde han: »Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, skal se og se, men intet forstå. Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem.«
Jeg spurgte: »Hvor længe, Herre?« og han svarede: »Indtil byerne ligger øde uden indbyggere, husene uden mennesker, og jorden er blevet en ørken.« Herren vil fjerne menneskene, og landet bliver øde og forladt. Og er der endnu en tiendedel tilbage, skal også den udryddes, som når en terebinte eller en eg bliver fældet, og der bliver en stub tilbage. Dens stub er hellig sæd.

Es 6

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.

Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud med hævn,
Guds gengæld,
han kommer og frelser jer.
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.

For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.
Det hede sand bliver til oaser,
den udtørrede jord til kildevæld.
På sjakalernes tilholdssted
vokser der rør og siv.

Dér skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.

Dér skal der ikke være løver,
rovdyr kommer ikke på den,
de findes ikke.
Dér skal de løskøbte vandre,

Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter.

Es 35,1-10

Denne profeti er ophav til salmen "Blomstre som en rosengård". Prøv at sammenligne.

Lørdag i 2. uge i advent - kong David

David er Ruth og Boas' barnebarn og Jesu stamfar.
David var fårehyrde, men da Gud kaldte ham til at være konge over Israel, blev han folkets hyrde og hjalp dem til at blive det, Gud ønskede. Hyrdestaven er stadigvæk et symbol på folkets hyrde. Tænk på biskoppens stav. David er den gode hyrde, der sætter sit liv på spil for at vogte fårene. David sang også for Gud, han har skrevet (de fleste) af Davids salmer, der har deres egen bog i Bibelen.

“Herren sagde til Samuel: »Fyld dit horn med olie og tag af sted; jeg sender dig til betlehemitten Isaj, for jeg har udset mig en af hans sønner til konge.« ... Samuel gjorde, som Herren havde sagt. Selv helligede han Isaj og hans sønner og indbød dem til ofringen. Da de kom, og han så Eliab, tænkte han: »Her står Herrens salvede foran Herren.« Men Herren sagde til Samuel: »Se ikke på hans udseende og højde; ham forkaster jeg, for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« Så kaldte Isaj på Abinadab og førte ham frem for Samuel. Men han sagde: »Det er heller ikke ham, Herren har udvalgt.« Så førte Isaj Shamma frem. Men han sagde: »Det er heller ikke ham, Herren har udvalgt.« Isaj førte sine syv sønner frem for Samuel, men Samuel sagde til ham: »Herren har ikke udvalgt nogen af dem.« Samuel spurgte nu Isaj: »Er det alle dine drenge?« Han svarede: »Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får.« Samuel sagde til Isaj: »Send bud efter ham! Vi sætter os ikke til bords, før han kommer.« Så sendte Isaj bud efter ham. Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud. Og Herren sagde til ham: »Ham skal du salve, for ham er det.« Samuel tog da hornet med olien og salvede ham, mens hans brødre var til stede, og fra den dag greb Herrens ånd David.”

1 Sam 16,1 - 13

Fredag i 2. uge i advent - Ruth

Efter at Moses var død, overtog hans tjener Josva ledelsen over Israels hus - det er ham med Jerikos mure. Efter ham hørte folket ikke længere efter Gud, men havde dommere, der forsøgte at lede folket.

"Engang på dommernes tid blev der hungersnød i landet. En mand rejste da fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone og sine to sønner. Mandens kone hed No'omi. Hans to sønner giftede sig med moabitiske kvinder; den ene hed Orpa, den anden Ruth. Da de havde boet der ti år, døde også No'omis sønner og No'omi sad tilbage uden sine to sønner og sin mand.
Sådan kom No'omi hjem sammen med sin moabitiske svigerdatter Ruth.
Ruth sagde nu til No'omi: »Jeg vil gå ud på marken og samle aks efter den, som vil vise mig velvilje.« Hun svarede: »Gå blot, min datter!« Så gik hun ud på en mark og samlede aks efter høstfolkene. Den mark tilhørte Boaz, der var i familie med No'omis mand.
No'omi sagde til Ruth: »Det er godt, min datter. Når du går sammen med hans piger, bliver du ikke forulempet på en anden mark.« Så holdt hun sig til Boaz' piger og samlede aks, til byghøsten og hvedehøsten var ovre
Boaz indgik nu ægteskab med Ruth, og Herren lod hende blive gravid, og hun fødte en søn. Da sagde kvinderne til No'omi: »Lovet være Herren, som ikke lader dig stå uden løser i dag. Han skal blive navnkundig i Israel! Han skal holde dig i live og forsørge dig i din alderdom. Din svigerdatter, som har vist dig kærlighed, har født ham. Hun betyder mere for dig end syv sønner.« Så tog No'omi drengen i sin favn, og hun blev hans plejemor. Nabokonerne gav ham navn og sagde: »No'omi har fået en søn!« De gav ham navnet Obed, og han blev far til Davids far Isaj. Ruths bog 1-4

Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn: Abraham blev far til Isak, Isak til Jakob, og Jakob til Juda og hans brødre. Juda blev med Tamar far til Peres og Zera, Peres blev far til Hesron, Hesron til Ram, Ram til Amminadab, Amminadab til Nakshon, og Nakshon til Salmon. Salmon blev med Rahab far til Boaz, Boaz blev med Ruth far til Obed, Obed blev far til Isaj, og Isaj blev far til kong David.- David blev med Urias' hustru far til Salomo, Salomo blev far til Rehabeam, Rehabeam til Abija, Abija til Asaf, Asaf til Joshafat, Joshafat til Joram, Joram til Uzzija, Uzzija til Jotam, Jotam til Akaz, Akaz til Hizkija, Hizkija til Manasse, Manasse til Amos, Amos til Josija, og Josija til Jekonja og hans brødre under bortførelsen til Babylon. - Efter bortførelsen til Babylon blev Jekonja far til Shealtiel, Shealtiel til Zerubbabel, Zerubbabel til Abiud, Abiud til Eljakim, Eljakim til Azor, Azor til Sadok, Sadok til Akim, Akim til Eliud, Eliud til Eleazar, Eleazar til Mattan, Mattan til Jakob og Jakob til Josef, Marias mand. Hun fødte Jesus, som kaldes Kristus.

Matt 1,1-16

3. uges ideer

Torsdag i 2. uge i advent - Moses og de ti bud

Efter de ti plager lader Farao endelig Israels hus forlade Egypten under Moses' ledelse og vandre mod det forjættede land. De vandrede længe rundt i ørkenen. Undervejs modtog Moses de ti bud af Gud selv oppe på Sinai bjerg. Efter 40 år nåede Israel endelig frem, men Moses døde lige inden de krydsede floden Jordan.

“Gud talte alle disse ord: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. ... Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig. Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.« ... Herren sagde til mig: »Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden, og så de lærer deres sønner det.« I kom hen og stillede jer ved foden af bjerget, og bjerget stod i lys lue med himmelhøje flammer, omgivet af mørke, skyer og mulm. Da nu Herren talte til jer inde fra ilden, hørte I ordene; men I så ingen skikkelse, I hørte kun røsten. Han kundgjorde jer sin pagt, som han befalede jer at følge, de ti bud, og dem skrev han ned på to stentavler. ”

2 Mos 20 & 5 Mos 4

Onsdag i 2. uge i advent - Vandringen i ørkenen

Moses skal nu gå tilbage til Egypten og befri sit folk, men han har mange indvendinger

"Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!" ... "Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord." ... "Undskyld mig, Herre, send dog en anden!" Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: "Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej ud for at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene." ... "Når du kommer tilbage til Egypten, skal du gøre alle de undere for Farao, som jeg har givet dig magt til. Men jeg vil gøre ham hård, så han ikke lader folket gå."
     Moses mødte Aron på Guds bjerg, og sammen gik de til Farao ... og sagde: "Dette siger Herren, Israels Gud: Lad mit folk gå, så de kan fejre min fest i ørkenen." Men Farao svarede: »Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde, så jeg lod israelitterne gå? Jeg kender ikke Herren, og jeg vil ikke lade israelitterne gå!"
     Farao lod israelitterne arbjede hårdere end de plejede. Moses og Aron gik igen til Farao: Herren sagde til Moses og Aron: "Når Farao siger til jer, at I skal gøre et under, skal du sige til Aron: Tag din stav, og kast den foran Farao! Den skal blive til en slange." Så gik Moses og Aron til Farao og gjorde, sådan som Herren havde befalet; Aron kastede sin stav foran Farao og hans hoffolk, og den blev til en slange. Men Farao tilkaldte vismændene og troldmændene, og Egyptens mirakelmagere gjorde det samme med deres hemmelige kunster; de kastede hver sin stav, og stavene blev til slanger. Men Arons stav slugte deres stave. Alligevel gjorde Farao sig hård og ville ikke høre på dem, sådan som Herren havde sagt.
     Derefter lod Herren ti plager komme over Egypten. Hver gang sagde Farao at nor Moses tog plafgne væk, ville de få lov at gå, og hver gang ombestemte han sig igen. De ti plager er: Vand til blod, frøer, myg, fluer, kvægpest, bylder, hagl, græshopper, mørke, drabet på de førstefødte
     Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: »Denne måned skal være jeres nytårsmåned. I skal regne den for den første af årets måneder. Sig til hele Israels menighed: Den tiende dag i denne måned skal man tage et lam eller et kid til hver husstand i fædrenehuset. Hvis en husstand er for lille til et dyr, skal den være fælles med den nærmeste nabo om et dyr efter antallet af personer; I skal beregne det efter, hvad hver enkelt kan spise. Det skal være et lydefrit dyr, et årgammelt handyr; I kan tage det fra fårene eller fra gederne. I skal tage vare på det til den fjortende dag i denne måned. Så skal hele Israels menighed slagte det, lige inden mørket falder på. De skal tage noget af blodet og komme det på de to dørstolper og på overliggeren i de huse, hvor de spiser det. De skal spise kødet samme nat; de skal spise det stegt med usyrede brød og bitre urter til. I må ikke spise noget af det råt eller kogt; det skal være stegt, med hoved, skanke og indvolde. I må ikke levne noget af det til om morgenen. Hvad der er tilovers om morgenen, skal I brænde. Sådan skal I spise det: I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have sandaler på fødderne og stav i hånden; i al hast skal I spise det. Det er påske for Herren. Samme nat vil jeg gå gennem Egypten, og jeg vil dræbe alle førstefødte i Egypten, både af mennesker og af kvæg, og iværksætte mine straffedomme over alle Egyptens guder. Jeg er Herren! Men blodet skal I have som mærke på husene, hvor I er. Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne. Denne dag skal I have som mindedag, og I skal fejre den som en fest for Herren. Som en eviggyldig ordning skal I fejre den, slægt efter slægt. ... Så gik israelitterne hen og gjorde sådan, som Herren havde befalet Moses og Aron. Ved midnat dræbte Herren alle førstefødte i Egypten, lige fra den førstefødte hos Farao, som sidder på tronen, til den førstefødte hos fangen, som sidder i fangehullet; også alt det førstefødte af kvæget blev dræbt. Den nat stod Farao og alle hans hoffolk op, ja, alle egypterne, og der lød et højt skrig i Egypten, for der var ikke det hus, hvor der ikke var en, der døde. Da tilkaldte Farao Moses og Aron om natten og sagde: »Skynd jer bort fra mit folk, både I og israelitterne, og gå ud og dyrk Herren, sådan som I har krævet. Tag både jeres får og jeres køer med, sådan som I har krævet, og gå så! Men bed om velsignelse også for mig!«

Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.
Herren talte til Moses og sagde: »Sig til israelitterne, at de skal vende om og slå lejr ved Pi-ha-Kirot mellem Migdol og havet; ved havet ud for Ba'al-Sefon skal I slå lejr. Så vil Farao tænke: ›Israelitterne er faret vild i landet; ørkenen har lukket sig om dem.‹ Jeg vil gøre Farao hård, så han sætter efter dem, og jeg vil vise min herlighed på Farao og hele hans hær. Så skal egypterne forstå, at jeg er Herren.« Det gjorde israelitterne så.
Da egypterkongen fik besked om, at folket var flygtet, skiftede Farao og hans hoffolk mening, og de sagde: »Hvad er det, vi har gjort? Vi har ladet Israel gå, så de ikke kan trælle for os!« Så lod han spænde for vognen og tog sin hær med sig. Han tog seks hundrede stridsvogne og alle andre vogne i Egypten med vognkæmpere på dem alle sammen. Herren gjorde egypterkongen Farao hård, så han satte efter israelitterne. Men israelitterne drog uforfærdet ud. Egypterne satte efter dem med alle Faraos heste og vogne, hans ryttere og hans hær, og de indhentede dem, hvor de havde slået lejr ved havet, ved Pi-ha-Kirot ud for Ba'al-Sefon. Farao kom nærmere, og da israelitterne fik øje på egypterne og så, at de var på vej efter dem, blev de meget bange og råbte til Herren. De sagde til Moses: »Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? Hvad er det, du har gjort imod os ved at føre os ud af Egypten? Sagde vi ikke til dig i Egypten: Lad os være, lad os trælle for egypterne! Vi vil hellere trælle for egypterne end dø i ørkenen.« Men Moses sagde til folket: »I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag. For sådan som I ser egypterne i dag, skal I aldrig mere få dem at se. Herren vil føre krig for jer, og I kan tie stille!«
Herren sagde til Moses: »Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet. Og jeg vil gøre egypterne hårde, så de følger efter dem. Jeg vil vise min herlighed på Farao og på hele hans hær, hans vogne og hans ryttere. Egypterne skal forstå, at jeg er Herren, når jeg viser min herlighed på Farao, på hans vogne og hans ryttere.«
Guds engel, som gik foran Israels hær, rykkede nu om bag dem, og skysøjlen foran dem rykkede om bag dem, så den kom til at stå mellem egypternes hær og israelitternes hær. Skyen kom med mørke, men oplyste natten. Hele natten kom de ikke nær til hinanden. Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. Egypterne satte efter dem lige ud i havet med alle Faraos heste, hans vogne og ryttere. Men i morgenvagten så Herren i ildsøjlen og skysøjlen ned på Egyptens hær. Han skabte forvirring i Egyptens hær og blokerede hjulene på vognene, så de kun med besvær kunne få dem frem. Da sagde egypterne: »Lad os flygte for Israel, for Herren fører krig for dem mod Egypten.« Men Herren sagde til Moses: »Ræk din hånd ud over havet, så vandet vender tilbage over egypterne, over deres vogne og ryttere.« Moses rakte sin hånd ud over havet, og ved daggry vendte havet tilbage til sit normale leje. På deres flugt kom egypterne lige imod det, og Herren styrtede egypterne i havet. Vandet vendte tilbage og lukkede sig over alle vognene og rytterne i Faraos hær, som var fulgt efter dem ud i havet. Der blev ikke en eneste af dem tilbage. Men israelitterne gik tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem.
Sådan frelste Herren Israel fra egypterne den dag, og Israel så egypterne ligge døde på havets bred. Da Israel så, hvordan Herren havde vist sin store magt mod Egypten, frygtede folket Herren, og de

troede på Herren og på hans tjener Moses.

Den femtende dag i den anden måned, efter at hele israelitternes menighed var draget ud af Egypten, kom de til Sins ørken. Men i ørkenen gav hele israelitternes menighed ondt af sig mod Moses og Aron og sagde til dem: »Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte! Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.« Da sagde Herren til Moses: »Nu vil jeg lade brød regne ned til jer fra himlen. Hver dag skal folket gå ud og samle til det daglige forbrug, for at jeg kan sætte dem på prøve og se, om de følger min lov eller ej. Når de på den sjette dag tilbereder det, de har bragt hjem, skal der være dobbelt så meget, som de samler de andre dage.« ... Israels hus kaldte det manna. Det lignede hvide korianderfrø, og det smagte som honningkage. ...
Israelitterne spiste manna i fyrre år, indtil de kom til beboet land. De spiste manna, indtil de nåede grænsen til Kana'an.
På Herrens befaling brød hele israelitternes menighed nu op fra Sins ørken og drog videre fra sted til sted. De slog lejr i Refidim, men da folket ikke kunne få vand at drikke dér, rettede de anklage mod Moses og sagde: »Skaf os vand at drikke!« Moses svarede: »Hvorfor retter I anklage mod mig? Hvorfor udæsker I Herren?« Men folket tørstede efter vand, og de gav ondt af sig mod Moses og sagde: »Hvorfor har du ført os op fra Egypten, så du lader os og vores børn og vores kvæg dø af tørst?« Moses råbte til Herren: »Hvad skal jeg stille op med dette folk? Nu stener de mig snart!« Da sagde Herren til Moses: »Tag nogle af Israels ældste med dig og gå frem foran folket! Tag den stav, du slog på Nilen med, i din hånd og gå! Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Det gjorde Moses for øjnene af Israels ældste, og han kaldte stedet Massa og Meriba, fordi israelitterne kom med anklager, og fordi de udæskede Herren og sagde: »Er Herren hos os eller ej?«
Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim. Da sagde Moses til Josva: »Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne! I morgen vil jeg stå på toppen af højen med Guds stav i min hånd.« Josva gjorde, som Moses havde sagt, og rykkede ud til kamp mod amalekitterne. Moses, Aron og Hur var gået op på toppen af højen. Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget; men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget. Da Moses blev træt i armene, tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver sin side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned. Sådan besejrede Josva med sværd amalekitterne og deres hær.
Herren sagde til Moses: »Skriv dette i bogen til erindring, og indprent Josva, at jeg vil udslette mindet om amalekitterne under himlen.«

2 Mos 4,1-17,16

Tirsdag i 2. uge i advent - Den brændende busk

      Josef og hans brødre og deres børn og børnebørn blev også kaldt Israels hus, fordi deres far Jakob også blev kaldt Israel. Dette er navnene på Israels sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Dan og Naftali, Gad og Asher, Issakar og Zebulon, Jakob og Benjamin.
     En af Levis døtre giftede sig og fik et barn, en dreng. Og fordi Farao - ikke Josefs Farao, men en ny - havde sagt: »Hver eneste dreng, der bliver født, skal I kaste i Nilen.« så satte Moses' mor ham i en kurv på Nilen, hvor Faraos datter fik øje på ham og opdrog ham og ansatte hans mor som amme for ham. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses.
      Da Moses blev voksen, slog han en ægypter i hjel, fordi han slog en hebræer ihjel, og så måtte han flygte. Han flygtede til Midjan, hvor han giftede sig.

“Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning,”

2 Mos 3,1 - 8

Mandag i 2. uge i advent - Josef, drømmetyderen

Da Jakob var stukket af fra sin bror Esau, tog han, som hans mor havde sagt, til Laban, hendes bror, der boede i Karan. Laban havde to døtre, Lea og Rakel. Jakob forelskede sig i Rakel og arbejdede for Laban i 7 år for at få lov til at gifte sig med hende. Men Laban narrede Jakob, og giftede ham bort til Lea. Så måtte Jakob arbejde 7 år mere for at få Rakel til hustru. Med Rakel, Lea og deres tjenestepiger, fik Jakob i alt 12 sønner og en datter. Josef var den første søn, Jakob fik med Rakel, som han elskede, og han var den yngste undtagen Benjamin, der var meget lille.

     "Engang havde Josef en drøm, som han fortalte sine brødre. Han sagde til dem: »Nu skal I høre, hvad jeg har drømt! Vi var ved at binde neg ude på marken; mit neg rejste sig og blev stående, mens jeres neg slog kreds om mit neg og bøjede sig for det.« Da sagde brødrene til ham: »Skal du måske være konge og hersker over os?« Og de hadede ham endnu mere på grund af de drømme, han fortalte dem. Så havde han igen en drøm, som han fortalte sine brødre; han sagde: »Nu har jeg igen haft en drøm: Jeg så solen, månen og elleve stjerner bøje sig for mig.« Da han fortalte sin far og sine brødre den, skældte hans far ham ud og sagde til ham: »Hvad er det for en drøm, du har haft? Skulle jeg og din mor og dine brødre virkelig komme og bøje os for dig?"

     Josefs brødre var sure over at deres far holdt mest af den næstyngste bror. Og da Jakob så gav Josef en vidunderlig kappe i mange farver, rottede de sig sammen mod ham.

    "Engang var Josefs brødre taget ud for at vogte deres fars får ved Sikem. Israel sagde til Josef: »Dine brødre vogter får ved Sikem. Nu vil jeg sende dig til dem!« Han svarede: »Ja, far!« Så sagde han: »Tag af sted og se, hvordan dine brødre har det, og hvordan det går med fårene; bring mig så besked tilbage.« Brødrene så ham i det fjerne, og før han nåede hen til dem, lagde de planer om at dræbe ham. De sagde til hinanden: »Dér kommer den drømmemester! Lad os slå ham ihjel og kaste ham i en af cisternerne og sige, at et rovdyr har ædt ham. Lad os så se, hvad der kommer ud af hans drømme!«
     Da Ruben hørte det, sagde han: »Lad os ikke slå ham ihjel! I må ikke udgyde blod, kast ham i cisternen her på marken, men læg ikke hånd på ham!« Han ville nemlig redde ham fra dem og bringe ham tilbage til faderen. Da Josef kom hen til sine brødre, rev de kjortlen af ham, den lange ærmekjortel. Så tog de ham og kastede ham i cisternen; den var tom, der var ikke vand i den Nogle midjanitiske handelsmænd kom forbi. De trak Josef op af cisternen og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham med til Egypten."

     I Egypten arbejdede Josef for Potifar, og det gik ham godt. Men så forelskede Potifars hustru sig i Josef, da Josef ikke ville have noget med hende at gøre, lod hun som om Josef ville være slem ved hende og derfor endte Josef i fængslet. Der tydede Josef drømmene for nogle af Faraos ansatte. 

     To år senere havde Farao en drøm: Han stod ved Nilen, og op af Nilen steg syv smukke og velnærede køer. De gav sig til at græsse mellem sivene. Efter dem steg syv andre køer op af Nilen, grimme og magre. De stillede sig på Nilens bred ved siden af de første køer. De grimme og magre køer åd de syv smukke og velnærede køer. Så vågnede Farao. Han faldt i søvn igen og drømte: Syv tykke og gode aks voksede frem på ét strå. Efter dem spirede syv aks frem, tynde og afsvedet af østenvinden. De tynde aks slugte de syv tykke og fulde aks. Så vågnede Farao og blev klar over, at det var en drøm. Om morgenen var han fuld af uro og sendte bud efter alle Egyptens mirakelmagere og vismænd; han fortalte dem sin drøm, men ingen kunne tyde den for Farao. Da hørte Farao om Josef og sendte straks bud efter Josef, og han blev straks lukket ud af fangehullet. Han blev klippet, skiftede tøj og trådte frem for Farao. Farao sagde til Josef: »Jeg har haft en drøm, som ingen kan tyde, men jeg har hørt om dig, at du kan tyde en drøm, så snart du hører den.« Josef svarede Farao: »Det er ikke mig, der kan. Gud vil give Farao et gunstigt svar.« Josef sagde da til Farao: »Faraos drømme betyder det samme. De syv smukke køer er syv år, og de syv gode aks er syv år. De syv magre og grimme køer, der steg op efter dem, er syv år, og de syv aks, der var tynde og afsvedet af østenvinden, er syv hungerår. Det, Gud vil gøre, har han ladet Farao se. Der vil komme syv år med stor overflod i hele Egypten. Efter dem kommer syv hungerår, så al overfloden bliver glemt i Egypten, for hungersnøden vil gøre det af med landet. Farao satte Josef til at sørge for at samle kornet ind, og gjorde ham til en meget stor mand i Egypten.

    Og det skete som Josef havde forudsagt, efter de 7 gode år kom der en stor hungersnød ... Fra hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef ... 10 af Israels sønner kom sammen med mange andre for at købe korn, for der var hungersnød i Kana'an. Josefs brødre kom og kastede sig til jorden for ham.
     Da Josef så sine brødre, genkendte han dem, men han lod, som om han ikke kendte dem, og talte hårdt til dem: »Hvor kommer I fra?« spurgte han, og de svarede: »Vi kommer fra Kana'an for at købe korn.« Josef genkendte sine brødre, men de genkendte ikke ham, Josef fik sine brødre til også at bringe lillebror Benjamin til Egypten, der fik han ham i fængsel ved at skjule et guldbæger i hans sadeltasker. Det blev alle de andre brødre meget kede af, da Jakob elskede Benjamin meget højt og ikke havde villet lade ham tage med til Egypten.
     Til sidst forbarmede Josef sig over sine brødre og sagde: »Jeg er Josef! Lever min far endnu?« Men hans brødre var ude af stand til at svare ham, så forfærdede blev de. Josef sagde til sine brødre: »Kom herhen!« Og da de kom hen til ham, sagde han: »Jeg er jeres bror Josef, som I solgte til Egypten. Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Skynd jer nu hjem til min far, og sig til ham: Dette siger din søn Josef: Gud har gjort mig til herre i hele Egypten. Kom uden tøven ned til mig, og bosæt dig i landet Goshen, så du kan være nær ved mig, du, dine sønner og sønnesønner, dine får og dine køer og alt, hvad du ejer."

1 Mos kap 37-45

Sådan kom Josefs brødre og deres koner og børn til Egypten og boede der og fik børn og børnebørn. 

2. søndag i advent - Jacobs drøm

Isak, Abrahams søn der jo altså ikke blev ofret, giftede sig med Rebekka, en kvinde som Abrahams træl på hans ordre havde hentet fra Kaldæa. Hun var barnebarn af Nakor, Abrahams bror. Hun blev gravid med tvillinger.

Men da børnene sloges inde i hende, sagde hun: »Hvorfor er dette sket mig?« Og hun gik hen for at spørge Herren til råds. Herren svarede hende: »To folk er i dit moderliv, to folkeslag skal udgå af dit skød. Det ene folk skal være stærkere end det andet, den ældste skal trælle for den yngste.« Da tiden kom, og hun skulle føde, viste det sig, at der var tvillinger i hendes liv. Den, der kom først ud, var rød og lodden over det hele som en kappe. Ham gav de navnet Esau. Derefter kom hans bror ud; hans hånd holdt fast om Esaus hæl. Ham gav de navnet Jakob.
     Da drengene blev større, var Esau en dygtig jæger, der holdt til på steppen, mens Jakob boede i telt. Engang da Jakob havde kogt en ret mad, og Esau kom udmattet hjem, sagde Esau til Jakob: »Giv mig hurtigt noget af det røde at spise, det røde du har dér, for jeg er udmattet.« Men Jakob svarede: »Ikke før du sælger mig din førstefødselsret.« Da solgte Esau sin førstefødselsret til Jakob. Så gav Jakob ham brød og en portion linser; Esau spiste og drak og gik derefter sin vej. Og sådan viste Esau ringeagt for sin førstefødselsret.
     Da Isak var blevet gammel og hans øjne så svage, at han ikke kunne se, kaldte han sin ældste søn Esau til sig og sagde til ham: »Min søn! Jeg er gammel, jeg ved ikke, hvad dag jeg skal dø. Tag nu og jag noget vildt til mig. Jeg vil spise det, så jeg kan velsigne dig, før jeg dør.«
Rebekka hørte Isak tale med Esau, og da Esau var gået sagde hun til Jakob: »Hør nu, hvad jeg giver dig besked om, min søn! Gå ud til småkvæget, og hent to fine gedekid til mig; så vil jeg lave din fars livret af dem. Den skal du bringe din far, så han kan spise og velsigne dig, før han dør.« Jakob sagde: »Jamen min bror Esau er jo lodden, og jeg er glat. Tænk nu, hvis min far føler på mig! Han vil anse mig for en bedrager, og så bringer jeg en forbandelse over mig i stedet for en velsignelse.«
Hans mor svarede ham: »Gør nu, som jeg siger.« Derpå tog Rebekka sin ældste søn Esaus festklæder frem, som hun havde hos sig, og gav sin yngste søn Jakob dem på. Skindene fra gedekiddene lagde hun om hans arme og hans glatte hals. Så gav hun sin søn Jakob maden og brødet, hun havde lavet.
Han gik ind til sin far og sagde: »Far!« Han sagde: »Ja, hvem er du, min søn?« Jakob svarede sin far: »Jeg er Esau, din førstefødte. Jeg har gjort, som du sagde til mig. Sæt dig nu op, og spis af min vildtret, så du kan velsigne mig.« Så sagde Isak til Jakob: »Kom herhen, min søn, så jeg kan føle på dig, om du virkelig er min søn Esau eller ej.« Jakob gik hen til sin far Isak, som følte på ham og sagde: »Stemmen er Jakobs, men hænderne er Esaus; Er du virkelig min søn Esau?« spurgte han, og Jakob svarede: »Ja, jeg er.« Så sagde han: »Sæt maden frem for mig, så jeg kan spise af min søns vildtret og velsigne dig.«
      Så satte Jakob det frem for ham, og han spiste. Han bragte ham vin, og han drak den. Derpå sagde hans far Isak til ham: »Kom herhen, og kys mig, min søn.« Han gik hen og kyssede ham, og da Isak lugtede til hans klæder, velsignede han ham og sagde: »Se, lugten af min søn er som lugten af en mark, Herren har velsignet. Gud give dig himlens dug og jordens frugtbarhed, korn og vin i overflod. Folkeslag skal trælle for dig, folk skal kaste sig ned for dig; du skal være hersker over dine brødre, din mors sønner skal kaste sig ned for dig. Forbandet være de, der forbander dig, og velsignet være de, der velsigner dig.«
      Da Isak var færdig med velsignelsen, og da Jakob netop havde forladt sin far, kom hans bror Esau hjem fra jagten. Han lavede også en ret og bragte den til sin far og sagde til ham: »Vil du ikke sætte dig op og spise af din søns vildtret, så du kan velsigne mig?« Isak spurgte: »Hvem er du?« Og han svarede: »Jeg er Esau, din førstefødte søn.« Da blev Isak ude af sig selv af forfærdelse og udbrød: »Hvem var det så, der bragte mig det vildt, han havde jaget? Før du kom, spiste jeg af det og velsignede ham. Nu har han fået velsignelsen!«
      Da Esau hørte, hvad hans far sagde, udstødte han et højt og hjerteskærende skrig og sagde til sin far: »Velsign også mig, far!« Men Isak sagde: »Din bror kom med svig og tog din velsignelse.« Esau sagde: »Med rette hedder han Jakob, for nu er det anden gang, han bedrager mig; han tog min førstefødselsret, og nu har han også taget min velsignelse.« Så spurgte han: »Har du ikke gemt en velsignelse til mig?« Isak svarede: »Jeg har gjort ham til hersker over dig, og alle hans brødre har jeg gjort til trælle for ham; korn og vin har jeg skænket ham. Hvad kan jeg dog gøre for dig, min søn?« Esau sagde til sin far: »Har du kun den ene velsignelse, far? Velsign også mig, far!« Og Esau brast i gråd.
      Da sagde hans far Isak til ham: »Fjernt fra jordens frugtbarhed skal din bolig være og fjernt fra himlens dug foroven. Ved dit sværd skal du leve, og for din bror skal du trælle. Men engang skal du rive dig løs og kaste hans åg af din nakke.«
      Esau stræbte Jakob efter livet på grund af den velsignelse, hans far havde givet. Men Rebekka fik at vide, hvad hendes ældste søn Esau tænkte, og hun sendte bud efter Jakob og sagde til ham: »Hør her! Din bror Esau vil slå dig ihjel. Gør nu, som jeg siger, min søn; flygt med det samme til min bror Laban i Karan, og bliv hos ham et stykke tid, indtil din brors vrede har lagt sig,
     Jakob forlod Be'ersheba og begav sig til Karan. Undervejs kom han til et sted, hvor han overnattede, fordi solen var gået ned.

      I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Med ét stod Herren foran ham og sagde: »Jeg er Herren, din fader Abrahams Gud og Isaks Gud. Den jord, du ligger på, vil jeg give dig og dine efterkommere. Dine efterkommere skal blive som jordens støv, og du skal brede dig mod vest og øst, mod nord og syd. I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes. Jeg vil være med dig og bevare dig overalt, hvor du går. Og jeg vil føre dig tilbage til dette land; jeg vil ikke svigte dig, men gøre, hvad jeg har lovet dig.«

1 Mos 25-30

Lørdag i 1. uge i advent - Isaks offer

Abraham og Sara fik den søn, englene havde lovet. De kaldte ham Isak, det betyder latter.

Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham!« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om.
      To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen.
     Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.«
     Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.«
Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«
     Så vendte Abraham tilbage til sine karle, og sammen gik de til Be'ersheba, og dér blev Abraham boende.

 Mos 22,1-19

Fredag i 1. uge i advent - Melkisedek

Et sted i messen siger præsten: Du er præst evindelig på Melkisedeks vis. Han er altså et forbillede på Kristus, men hvem var han så?

Melkisedek, Salems konge, kom med brød og vin. Han var præst for Gud den Højeste. Han velsignede Abram og sagde: »Velsignet være Abram af Gud den Højeste, skaberen af himmel og jord. Velsignet være Gud den Højeste, som gav dine fjender i din magt.« Og Abram gav ham tiende af det alt sammen.

1 Mos 14,17-20

Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: Du er min søn, jeg har født dig i dag, ligesom han også et andet sted siger: Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.

Hebr 5,5-6

Herren har svoret og angrer det ikke: »Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.«

Sl 110,4

Da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham ...Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis. For denne Melkisedek, Salems konge og præst for Gud den Højeste - det var ham, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage efter sejren over kongerne, og velsignede ham, og som Abraham gav tiende af det alt sammen - han er for det første, når hans navn oversættes, Retfærdighedskonge, dernæst er han Salems konge, det vil sige Fredskonge; han er uden far, uden mor og uden stamtræ, har hverken begyndelse på sine dage eller afslutning på sit liv, men er gjort til et billede på Guds søn og forbliver præst for bestandig. Se dog, hvor stor han er, han som patriarken Abraham gav det bedste af byttet som tiende. De af Levis sønner, der bliver præster, skal efter lovens bestemmelse tage tiende af folket. Men han, som ikke er af deres slægt, har taget tiende af Abraham og velsignet ham, som havde Guds løfter. Hvorfor måtte der så komme en anden, der er præst på Melkisedeks vis? Dette er ikke sket uden at være bekræftet med en ed, for mens de levitiske præster er blevet præster uden ed (men kun fordi de var af Levis stamme) er han blevet det i kraft af en ed fra Gud, der sagde til ham:
Herren har svoret og angrer det ikke: Du er præst for evigt, og dermed har han et uforgængeligt præstedømme, fordi han selv er til for evigt. Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem. For en sådan ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene, en der ikke som de andre ypperstepræster er nødt til hver dag at bringe ofre, først for sine egne synder og så for folkets; for det har han gjort én gang for alle, da han bragte sig selv som offer.

Hebr 6,9-7,28

2. uges ideer

Torsdag i 1. uge i advent - Abrahams forjættelser

Noah, hans kone og børn og deres koner gik ud af arken. De fik mange børn, der igen fik mange børn, og de spredte sig over et stort område af verden. Abraham er et tip-tip-tip-tip-tip-tipoldebarn af Sem, Noahs ældste søn. Abraham var gift med Sara, og de kunne ikke få børn.

     Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.«
     Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre mål fint mel, ælt det, og bag brød.« Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spiste under træet. Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.« Da sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!«
      Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara kunne ikke længere få børn. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føde et barn, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?« Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« ...
“Så tog han ham udenfor og sagde: »Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan.« Og han sagde: »Så mange skal dine efterkommere blive.«"
     Herren tog sig af Sara, sådan som han havde sagt, og det, han havde lovet, gjorde han for hende. Sara blev gravid, og hun fødte Abraham en søn i hans alderdom, ved den tid, Gud havde sagt til ham. Abraham gav sønnen, som Sara havde født ham, navnet Isak, og Abraham omskar sin søn Isak, da han var otte dage gammel, sådan som Gud havde befalet. Abraham var hundrede år, da han fik sin søn Isak. Men Sara sagde: »Gud har skabt latter for mig. Enhver, der hører det, må le ad mig.« Hun sagde også: »Hvem skulle have fortalt Abraham, at Sara ville komme til at amme børn? Og nu har jeg født ham en søn i hans alderdom.«

1 Mos 12-18 & 21,1-7