17. december 2023

3. søndag i advent - Esjas og hans profetier

Efter Salomos død blev Israel delt i to, og kun Judas hus havde nu en af Davids efterkommere på tronen. Hizkija var den 13. af Judas konger, og på hans tid levede Esajas, en stor profet. Han forudså Jesu komme.

"I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!« Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg. Da sagde jeg: »Ve mig, det er ude med mig, for jeg er en mand med urene læber, jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers Herre.« Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: »Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.«
Da hørte jeg Herren sige: »Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?« Jeg svarede: »Her er jeg, send mig!« Så sagde han: »Gå hen og sig til dette folk: I skal høre og høre, men intet fatte, skal se og se, men intet forstå. Dæk dette folks hjerte med fedt, gør deres ører tunge, luk deres øjne til, for at de ikke skal se med øjnene, høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, så han må helbrede dem.«
Jeg spurgte: »Hvor længe, Herre?« og han svarede: »Indtil byerne ligger øde uden indbyggere, husene uden mennesker, og jorden er blevet en ørken.« Herren vil fjerne menneskene, og landet bliver øde og forladt. Og er der endnu en tiendedel tilbage, skal også den udryddes, som når en terebinte eller en eg bliver fældet, og der bliver en stub tilbage. Dens stub er hellig sæd.

Es 6

Ørkenen og det tørre land skal glæde sig,
ødemarken skal juble og blomstre,
den skal blomstre som rosen,
juble med stor fryd.
Den får Libanons herlighed,
Karmels og Sarons pragt.
De skal se Herrens herlighed,
vor Guds pragt.

Styrk de synkende hænder,
gør de kraftesløse knæ stærke,
sig til de urolige hjerter:
Vær stærke, frygt ikke!
Nu kommer jeres Gud med hævn,
Guds gengæld,
han kommer og frelser jer.
Da skal blindes øjne åbnes
og døves ører lukkes op;
da springer den halte som hjorten,
den stummes tunge bryder ud i jubel.

For vand vælder frem i ørkenen,
bække i ødemarken.
Det hede sand bliver til oaser,
den udtørrede jord til kildevæld.
På sjakalernes tilholdssted
vokser der rør og siv.

Dér skal der være en banet vej,
Den Hellige Vej skal den hedde,
de urene skal ikke færdes på den;
men for hans folk bliver det en vej at gå på,
hvor dårer ikke flakker om.

Dér skal der ikke være løver,
rovdyr kommer ikke på den,
de findes ikke.
Dér skal de løskøbte vandre,

Herrens udfriede vender hjem,
de kommer til Zion med jubel,
evig glæde går foran dem,
fryd og glæde når dem,
suk og klage flygter.
Es 35,1-10

Denne profeti er ophav til salmen "Blomstre som en rosengård". Prøv at sammenligne.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar