6. december 2023

Onsdag i 1. uge i advent - Noahs ark

Efter at Adam og Eva var blevet smidt ud fra Paradis, fik de børn. Først fik de Kain og siden Abel, der blev slået ihjel af Kain, da han blev misundelig over at Gud tog imod Abels offer, men ikke hans eget. Derefter fik Adam og Eva endnu flere børn og de fik børn og blev mange. Der gik mange år og menneskerne bredte sig ud over store dele af jorden.


Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt. Da fortrød Herren, at han havde skabt menneskene på jorden. Han var bedrøvet og sagde: »Menneskene, som jeg skabte, vil jeg udslette fra jordens overflade, både mennesker, kvæg, krybdyr og himlens fugle, for jeg fortryder, at jeg skabte dem.« Men Noa fandt nåde for Herrens øjne.
     Dette er Noas slægtshistorie. Noa var en retfærdig mand, udadlelig blandt sine samtidige, og han vandrede med Gud. Noa fik tre sønner, Sem, Kam og Jafet.
Gud så, at jorden var fordærvet, fordi alle mennesker på jorden handlede fordærveligt. Da sagde Gud til Noa: »Jeg har besluttet at gøre ende på alle mennesker, for de er skyld i, at jorden er fuld af vold. Nu vil jeg ødelægge dem sammen med jorden. Lav en ark af gofer-træ; du skal indrette den med rum, og du skal tjære den indvendig og udvendig. Således skal du bygge arken: Den skal være tre hundrede alen lang, halvtreds alen bred og tredive alen høj. Du skal lægge et tag på arken, og tagrygningen skal du hæve en alen. Du skal sætte en dør i arkens side, og du skal indrette den med et nederste, et mellemste og et øverste dæk. Jeg bringer nu vandfloden over jorden for at ødelægge alle under himlen, der har livsånde. Alle på jorden skal omkomme.
     “Med dig vil jeg oprette min pagt. Du skal gå ind i arken sammen med dine sønner, din kone og dine svigerdøtre. Af alle levende væsener skal du bringe ét par ind i arken, for at de kan overleve sammen med dig; de skal være han og hun. Af alle slags fugle, al slags kvæg og af alle slags krybdyr på jorden skal ét par gå ind til dig for at overleve. Du skal tage noget af alt, der kan spises, og samle det hos dig; det skal du og de have til føde.« Noah gjorde, ganske som Gud havde befalet ham. ... I fyrre dage kom vandfloden over jorden. Vandet steg og løftede arken, så den hævede sig fra jorden. Vandet steg så højt over jorden, at arken flød på vandet. Højere og højere steg vandet over jorden, så alle de høje bjerge under himlen blev skjult. Vandet steg femten alen over bjergene og skjulte dem. ... Efter hundrede og halvtreds dage begyndte vandet at falde.
     Den syttende dag i den syvende måned gik arken på grund på Ararats bjerge.Vandet blev ved med at falde indtil den tiende måned; første dag i den tiende måned kom bjergtoppene til syne. Efter fyrre dages forløb åbnede Noa den luge, han havde lavet i arken, og sendte en ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil vandet var tørret bort fra jorden.Så sendte han en due ud for at se, om vandet var forsvundet fra jordens overflade.
     Men duen fandt ikke et sted, hvor den kunne sætte sig, så den vendte tilbage til ham i arken, fordi der var vand over hele jorden; Noa rakte hånden ud og tog den ind til sig i arken. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud af arken igen. Ved aftenstid kom den tilbage til ham med et frisk olivenblad i næbbet, og så var Noa klar over, at vandet var forsvundet fra jorden. Han ventede syv dage til og sendte så duen ud, og den vendte ikke tilbage til ham igen. ...
     Den syvogtyvende dag i den anden måned var jorden tør. Da sagde Gud til Noa: »Gå ud af arken sammen med din kone, dine sønner og svigerdøtre. Alle dyrene hos dig, alle levende væsener, fugle, kvæg og krybdyr, der kryber på jorden, skal du tage med dig ud, så de kan vrimle på jorden og blive frugtbare og talrige på jorden.« Så gik Noa ud sammen med sine sønner, sin kone og sine svigerdøtre ...
     Gud sagde til Noah og hans sønner: »Nu opretter jeg min pagt med jer og med jeres efterkommere, med hvert levende væsen hos jer, fuglene, kvæget og alle de vilde dyr hos jer, alle der gik ud af arken, alle jordens dyr. Jeg opretter min pagt med jer: Aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden.«
      Gud sagde: »Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende.«
1 Mos 6-9





Og her er krydsorden, der er løsning til på siden her:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar