Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«
Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.« Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«
Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum. Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid. ...
Så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn. Og hendes naboer og slægtninge hørte, hvor stor en barmhjertighed Herren havde vist hende, og de glædede sig med hende. Den ottende dag kom de for at omskære drengen, og de ville opkalde ham efter hans far, Zakarias. Da sagde hans mor: »Nej, han skal hedde Johannes.« De sagde til hende: »Men der er ingen af det navn i din slægt,« og med tegn spurgte de faderen, hvad han ville have, at drengen skulle hedde. Han bad om en tavle og skrev: »Johannes er hans navn.« Og alle undrede sig. I det samme fik han atter mund og mæle, og han talte og lovpriste Gud. Alle de omkringboende blev grebet af frygt, og i hele Judæas bjergland talte man om alt dette. Og alle, der hørte det, tog det til hjerte og sagde: »Hvad skal den dreng mon blive til?« For Herrens hånd var med ham.
(Her kan man stoppe)
Hans far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede:
Lovet være Herren, Israels Gud,
for han har besøgt og forløst sit folk.
Han har oprejst os frelsens horn
i sin tjener Davids hus,
sådan som han fra gammel tid har forkyndt
ved sine hellige profeters mund:
at frelse os fra vore fjender
og fra alle dem, som hader os,
at vise barmhjertighed mod vore fædre
og huske på sin hellige pagt,
den ed, han tilsvor vor fader Abraham:
at fri os fra vore fjenders hånd
og give os at tjene ham uden frygt
i fromhed og retfærdighed
for hans åsyn alle vore dage.
Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet,
for du skal gå foran Herren og bane hans veje
og lære hans folk at kende frelsen
i deres synders forladelse,
takket være vor Guds inderlige barmhjertighed,
hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os
for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge,
og lede vore fødder ind på fredens vej.
Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.
(Luk 1,5-25; 57-63; 64-80)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar