14. december 2023

Torsdag i 2. uge i advent - Moses og de ti bud

Efter de ti plager lader Farao endelig Israels hus forlade Egypten under Moses' ledelse og vandre mod det forjættede land. De vandrede længe rundt i ørkenen. Undervejs modtog Moses de ti bud af Gud selv oppe på Sinai bjerg. Efter 40 år nåede Israel endelig frem, men Moses døde lige inden de krydsede floden Jordan.

“Gud talte alle disse ord: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig. ... Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn. Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den. Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig. Du må ikke begå drab. Du må ikke bryde et ægteskab. Du må ikke stjæle. Du må ikke vidne falsk mod din næste. Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.« ... Herren sagde til mig: »Kald folket sammen hos mig; jeg vil forkynde dem mine ord, så de lærer at frygte mig, så længe de lever på jorden, og så de lærer deres sønner det.« I kom hen og stillede jer ved foden af bjerget, og bjerget stod i lys lue med himmelhøje flammer, omgivet af mørke, skyer og mulm. Da nu Herren talte til jer inde fra ilden, hørte I ordene; men I så ingen skikkelse, I hørte kun røsten. Han kundgjorde jer sin pagt, som han befalede jer at følge, de ti bud, og dem skrev han ned på to stentavler. ”
2 Mos 20 & 5 Mos 4



Ingen kommentarer:

Send en kommentar